Herlig balaften med Rosmus

Balaftenen d. 26. aug. 06 var en god start på efterårssæsonen. Skønt at være tilbage i Valhal, dvs. "vores" dejlige dansehal i Tingluti.

Forud for selve ballet var der kl. 17.30 til 18.45 undervisning i grundtrin for hurretrin, reinlænder og sottish. Fin fin ide for os glemsomme. Gid budskabet om denne begynder/repetition-undervisning må brede sig. Det kunne give interesserede mod til at vove sig frem. Grundtrinsundervisning finder også sted til ballerne 7. okt., 5. jan. og  3. marts.

 
Anne Marie underviser i dans

Denne aften lagde Elin og Konrad meget professionelt harmonikaspil til timen, hvor Annemarie og Henrik på fornøjelig og resultatrig måde underviste os i de nævnte grundtrin. Så havde vi lige tre kvarter til at indtage den medbragte mad eller til et smut hen i pizza-baren, før Rosmus ankom.

Rosmus er et charmerende spillemandsorkester med guf for både ører og bentøj. Navnet fortæller, at de udelukkende spiller melodier fra Roskildeegnen. Det var lækkert at danse til, og meget afvekslende.

  
Rosmus spiller dansevenlig musik

Som sædvanlig holdt vi kaffepause. Henrik sled i det med kaffebrygning, og Annemarie havde bagt alletiders kage til os allesammen. ( Ja, vi har en god bestyrelse, der fortjener mere aflastning med aftenarrangementerne. Hvem melder sig ? ) Vores sangbøger blev delt rundt, og til akkompagnement af Elin på harmonika og Erik på sav blev der sunget godt med på 5-6 sange.

Nu ville Rosmus gerne til, og vi fik bl.a. nogle kvadriller, som Jens Josephsen gennede os rundt i, Tossemarens totur og Ottemands-reel og flere. Indimellem gav duoen Jens Josephsen på klarinet og Birgitte Rasmussen på harmonika de dejligste frydklingende spillemandsnumre. Fantastisk.

De sidste 30-40 minutter spillede Elin og Konrad sammen med Rosmus. Stort bifald. Vi kunne slutte, en dejlig livsbekræftende balaften rigere.

                                                                                  Erik Breum